8. juli 2025
Den 4. juli deltog SJF Bank i en historisk begivenhed på Oplevelsescenter Nyvang, hvor det første spadestik blev taget til opførelsen af det ikoniske Badehotellet – kendt fra den populære TV 2-serie af samme navn.

Solen skinnede over de cirka 300 fremmødte gæster og frivillige – mange iført autentiske dragter fra midten af 1900-tallet – mens de fem spadebærere markerede begyndelsen på det største projekt i Nyvangs historie.
“I SJF Bank og Fonden for SJF Bank er vi stolte over at kunne bidrage til at bringe en helt særlig del af danmarkshistorien til live. Badehotellet er ikke bare en kulisse – det er en fortælling om dansk kultur, fællesskab og ferieglæde, som vi nu får mulighed for at dele med kommende generationer. Vi glæder os til at se det genopståede Badehotellet slå dørene op i Nyvang næste år,” siger Søren Kjærsgaard, udviklingsdirektør i SJF Bank.
Det nye Badehotellet forventes at åbne i sommeren 2026. Med originale rekvisitter og dekorationer fra serien samt Nyvangs levende formidling bliver det et unikt sted, hvor besøgende i alle aldre kan opleve en ferieform og en tid, der er helt unik for dansk kulturhistorie.

Fonden for SJF Bank har doneret 300.000 kr. til etableringen af en ny erhvervsdrivende fond, som skal stå for opførelsen af Badehotellet. Den nye fond skal desuden opføre andre bygninger, der formidler livet i Danmark i perioden 1930–1959.
Derudover har Fonden for SJF Bank givet tilsagn om et lån på fem millioner kr. og vil aktivt bidrage til at rejse de resterende midler, så det ønskede samlede budget på 15 millioner kr. kan realiseres.

Fotos: Oplevelsescenter Nyvang