21. maj 2026
af Jes Asmussen
Aktiviteten i den private sektor i euroområdet skrumpede i maj det højeste tempo i 2 ½ år, som tegner et alarmerende billede af, hvor voldsomt tilbageslaget på økonomien fra krigen i Iran og de medfølgende stigende energipriser kan gå hen og blive.
Det såkaldte sammensatte PMI-indeks for euroområdet aftog således fra 48,8 til 47,5 i maj, der som nævnt er det svageste niveau siden oktober 2023. Aktivitetsindikatoren har haft pilen nedad uafbrudt siden krigens udbrud, og har nu i to måneder i træk bevæget sig længere væk fra niveauet på 50, der adskiller grænsen mellem fremgang og tilbagegang i økonomien.
Det er især aktiviteten i den store servicesektor, der for alvor lider under de stigende leveomkostninger, som lukningen af Hormuz-strædet har kastet af sig. Til gengæld er der samlet set for euroområdet stadig tale om fremgang i fremstillingssektoren, om end i et lavere tempo.
Dog kan den tilsyneladende modstandskraft her med stor sandsynlighed tilskrives en betydelig grad af lageropbygning og fremrykning af produktion for at imødekomme fremtidige forsyningsudfordringer, og der er da også tegn på, at denne effekt så småt er ved at ebbe ud. I både Frankrig og Tyskland, som er de to lande vi også har fået aktivitetsindikatorer for i dag, peger PMI for fremstillingssektoren således nu på svagt aftagende aktivitet.
Især Frankrig ser ud til at være hårdt ramt. Her faldt det sammensatte PMI fra 47,6 til bare 43,5 i maj, som er det svageste siden 2020, og et niveau, der umiddelbart signalerer recession i euroområdets næststørste økonomi. I Tyskland var bevægelsen noget mere sidelæns, som stadig signalerer tilbagegang, men dog ikke acceleration i nedturen. Her vil vi dog holde mere øje med det langt mere omfattende Ifo-indeks, som vi får tal for i morgen, som de seneste to måneder har peget mere i retning af recession i Danmarks største samhandelsland.
Mens aktiviteten aftager er billedet anderledes på prisfronten. De indeks i PMI-opgørelsen, der måler virksomhedernes vurdering af prispresset, steg således også til de højeste niveauer i 38 måneder. Samtidigt ses der også tegn på stigende pres på forsyningskæderne, som udgør et yderligere fareelement for det opadgående pres på inflationen.
Kombinationen af hastigt aftagende efterspørgsel i økonomien og et accelererende prispres understreger det betydelige dilemma, som centralbanker verden over står over for, og som også den Europæiske Centralbank (ECB) skal forsøge at tackle. På den ene side skal ECB forsøge at lægge et låg på stigningen i inflationen, men på den anden side kan renteforhøjelser i en allerede markant svækket økonomi forstærke den økonomiske nedtur.
Mens meget naturligvis afhænger af, om der kommer en eller anden form for afklaring af situationen i Mellemøsten inden for en overskuelig fremtid, så peger meldingerne fra ECB’s side på, at den høje inflation vil retfærdiggøre en vis stramning af pengepolitikken i år. Som udgangspunkt ser vi da også en pæn sandsynlighed for, at ECB vil sætte renten op med 0,25 %point i forbindelse med rentemødet i juni.
Men med et helt andet og langt mere svagt økonomisk billede end hvad vi så forud for den forrige energikrise i 2022 – og her ikke mindst et langt svagere arbejdsmarked – er rentestien herefter dog langt mere usikker, hvor vi ser dagens svage PMI-tal som en bekræftelse af vores forventning om, at de finansielle markeders mere aggressive prissætning af yderligere renteforhøjelser resten af året ikke er det mest sandsynlige scenarie.
