20. januar 2026
Af cheføkonom Jes Asmussen
Den aktuelle konflikt mellem USA og EU/Danmark vedrørende præsident Trumps krav om et “komplet og totalt køb” af Grønland markerer et fornyet brud med etablerede normer for transatlantiske relationer, hvor USA’s trussel om forhøjede toldsatser på 10 % fra 1. februar og 25 % fra 1. juni 2026 over for flere europæiske lande er bundet direkte op på et territorielt krav.
Og dermed er en helt ny slags konflikt opstået - en blanding af handelspolitik, stormagtslogik og symbolske ambitioner, hvor Donald Trump forsøger at bruge økonomisk tvang over for sine egne allierede i jagten på land.
EU’s reaktion, herunder hastemøder og koordineret politisk respons, understreger desuden, at der er tale om en mere systemisk konflikt snarere end en isoleret handelsstrid. For danskernes og europæernes side er situationen absurd, men alvorlig, og spørgsmålet er naturligvis, hvordan det hele kommer til at ende.
I det følgende ses der på tre mulige scenarier: det deeskalerende (det gode), det eskalerende (det onde) og det ekstreme (det grusomme).
I det første scenarie får diplomatiet igen overtaget. Her lykkes det europæiske ledere at stå iskoldt imod truslerne, præcis som EU-toppen allerede har signaleret i de første udmeldinger. Trumps velkendte forhandlingsstil - hårde udmeldinger efterfulgt af strategiske retræter - spiller ind her. Efter tilstrækkelig symbolsk stålsathed fra europæisk side vælger han at trække toldtruslerne tilbage, måske med henvisning til nye “gode forhandlinger”, måske til Højesterets ventede beslutning om hans tarifhjemmel, måske på baggrund af øget internt politisk pres i USA eller omfattende markedsmæssige omkostninger.
Europa og Danmark slipper med skrækken. Der vendes tilbage til samtaler om arktisk sikkerhed, NATO-byrdefordeling og økonomisk samarbejde uden krav om territorial overtagelse. Finansmarkederne vil stabilisere sig, formentligt med et relief-rally på aktiemarkederne og de seneste markedsreaktioner blandt andet i form af den kraftige stigning i guldprisen, vil potentielt vende i dette scenarie. For danske virksomheder betyder det en tilbagevenden til nogenlunde normale forhold, om end med en vedvarende præmie på længere sigt, da krisens eksistens i sig selv antyder en mere ustabil amerikansk handelspolitisk linje.
Dette scenarie er ikke nødvendigvis det mest sandsynlige, men det er bestemt muligt - især hvis Trump ønsker en “sejr”, som kan præsenteres hjemme, men uden at betale den geopolitiske pris, en reel konflikt med Europa og NATO indebærer. Baseret på den trods alt relativt begrænsede reaktion på de finansielle markeder indtil videre, virker det også til, at investorerne ser dette scenarie som værende inden for det mulige udfaldsrum.
Det andet scenarie er væsentligt mere dystert. Her fastholder USA toldsatserne på 10 % fra februar og hæver dem til 25 % til juni, og EU svarer igen uden tilbageholdenhed. Allerede i dag står det klart, at EU ikke blot vil acceptere Trumps krav. Og EU har da også flere mulige svar: gengældelsestold, formaliseret aktivering af AntiCoercion Instrumentet og en suspension af den transatlantiske handelsaftale fra juli sidste år. Herfra forgrener det onde scenarie sig.
Konflikten forbliver inden for handelssfæren, hvor svar og modsvar udelukkende er begrænset til forhøjede toldsatser. Danske virksomheder møder massivt omkostningspres, især i sektorer som medicinal, ingrediensindustri, maskinindustri og højværdi-eksport. Logistikken søger nye ruter gennem EU-lande, hvor toldsatserne potentielt er lavere
I en dybere konflikt affyrer EU sin “bazooka”: Anti-Coercion Instrumentet. Det giver mulighed for investeringsforbud, teknologirestriktioner og målrettede sanktioner mod USA. Samtidig kunne USA reagere med eksportsanktioner på LNG — noget der ville ramme Europa særlig hårdt, da LNG i dag er en hjørnesten i europæisk energisikkerhed. Alene usikkerheden om dette kan ske understreger betydningen af at få oprettet en betydeligt højere grad af energisikkerhed i Europa, med forstærket fokus på for eksempel vedvarende energi.
Et USA, der samtidig trækker sig ud af Ukraine-støtten, ville understrege, at konflikten ikke længere handler om handel, men om strategiske alliancer. Energiintensive virksomheder i Europa ville stå over for nye chok, og geopolitiske præmier ville blive en permanent del af prissætningen på de finansielle markeder.
Derudover ulmer et sidste europæisk presmiddel: Europas enorme beholdning af amerikanske aktiver, hvor europæiske lande alene holder tæt ved 40 % af udlandets beholdning af amerikanske statsobligationer – til en anslået værdi af mere end USD 3500 mia. En stor del af disse midler er dog holdt af private aktører, som EU ikke kan tvinge til at sælge, og omkostningerne vil da også være betydelige på begge sider af Atlanten, hvis den finansielle eksponering blev anvendt som strategisk instrument. Incitamenter og/eller reguleringer kan dog medvirke til at ændre pengestrømmene, ligesom markedsstemningen i sig selv kan medføre, at investorer trækker penge ud af USA som reaktion på det politiske chok – en udvikling der også blev demonstreret under tilbageslaget efter “Liberation Day” i 2025.
En variant af det onde scenarie virker desværre for indeværende til at falde i den mest sandsynlige kategori, om end det dog langt fra er uundgåeligt. De stigende obligationsrenter i USA, til trods for den øgede risikoaversion, peger da også på, at der er en vis frygt for en strukturel reduceret appetit på amerikanske aktiver som følge af konflikten.
Det tredje scenarie er hypotetisk og så alvorligt, at man håber aldrig at se det. Men det kan desværre ikke udelukkes som en hale-risiko, hvor USA’s pres for at erhverve Grønland skifter fra diplomati og handel til militære midler – et scenarie som Trump selv heller ikke har afvist trods mange muligheder herfor. Dette ville dog med al sandsynlighed ikke ske som en fuldskalainvasion med deciderede krigshandlinger mellem danske/europæiske og amerikanske tropper.
Flere medier dokumenterer allerede om en optrappet amerikansk militær tilstedeværelse i Arktis samt øget amerikansk mistænksomhed omkring europæiske øvelser i Grønland. Selvom ingen officiel amerikansk kilde har antydet en invasion, er kombinationen af styrkeopbygning, offentlig retorik om “erhvervelse” og direkte kobling mellem handel og territorium et faresignal i sig selv.
En militær konflikt i Grønland ville få vidtrækkende konsekvenser. NATO ville reelt ophøre med at eksistere, de globale omkostninger ville være uoverskuelige, finansmarkederne ville reagere med panik med forstærket flugt til guld og CHF ville formentligt stå som den store vinder på valutamarkederne.
Dette scenarie er som nævnt heldigvis lavsandsynligt, men konsekvensen er så ødelæggende, at der ikke er plads til at ignorere det – Trump har før overrasket verden med utraditionelle beslutninger.
Uanset hvilket scenarie vi ender i, er én ting allerede klar: Forholdet mellem Europa og USA er ikke længere, hvad det var. Det transatlantiske partnerskab, som i årtier hvilede på stabilitet, fælles værdier og gensidig økonomisk afhængighed, er blevet trukket ind i et nyt kapitel, hvor økonomi, geopolitik og territorialpolitik er flettet sammen. For Europa – og for danske virksomheder – betyder det, at man må se USA som et muligvis vigtigt, men ikke længere ubetinget pålideligt marked og sikkerhedspartner. Fremtiden kræver større diversificering, stærkere egenkapacitet og en udenrigspolitik, hvor Europa står mere på egne ben.
For investorer betyder det, at man nok stadig ikke kan se bort fra, at USA er et stort og innovativt marked, men med en forhøjet politisk risikopræmie, med en tiltagende risiko for, at USA ikke længere skal ses som den primære ankerøkonomi i den vestlige kapitalallokering. “Sell America”-episoden under “Liberation Day” i 2025 viste, at markederne reagerer hurtigt og voldsomt, når USA selv skaber usikkerhed. Fremadrettet kan det derfor være rationelt at kræve højere afkastkrav for US eksponeringer (heriblandt en højere rente), arbejde med større diversificering i sin portefølje-allokering samt have operative beredskaber på plads for pludselige skift i det politiske miljø.
For yderligere information kontakt cheføkonom Jes Asmussen på tlf. 21 69 25 96 eller mail [email protected]. Følg også Jes på LinkedIn for at få hans kommentarer helt dugfriskt.
