23. marts 2026
Af cheføkonom Jes Asmussen

Forbrugertilliden, der måler humøret blandt de danske forbrugere, faldt en smule fra -13,1 til -13,8 i marts. Der er således fortsat tale om en ret så udpræget pessimisme.
Det relativt lille fald i forbrugertilliden i marts er imidlertid måske en lille smule overraskende som følge af de nye bekymringer, der vælter ind over forbrugerne i øjeblikket, som følge af konflikten i Mellemøsten – som alene en tur forbi benzinstationen giver et godt indblik i.
At forbrugerne ikke reagerer mere kraftigt på de nye usikkerheder, er naturligvis positivt på et vist plan, men det er dog også klart, at så længe konflikten raser, så må ethvert håb om, at forbrugernes humør bevæger sig længere væk fra pessimismens afgrund være forsvundet som dug for solen.
Udover den direkte effekt på benzinpriserne giver den usikre situation i forbindelse med krigen i Iran da også rig lejlighed til at gro nye grå hår i hovedet – bekymringer om risikoen for højere renter på boliglån, stigende fødevarepriser, dyrere indkøbsture i byggecentrene og måske også en snigende frygt for, hvilke konsekvenser det her vil have for jobsikkerheden, er alle elementer, der har potentialet til at sætte en bremse for vores forbrugslyst.
Efter en tid hvor danskernes privatøkonomi eller så fornuftig ud med fødevarecheck, lavere elafgifter samt skattelettelserne fra årsskiftet, og hvor der trods lav forbrugertillid stadig har været fremgang i privatforbruget, så ser vi nu ind i en tid med betydeligt øget risiko for, at forbrugerne vil være mere tilbageholdende.
Heldigvis fremstår husholdningerne overordnet set relativt velpolstrede, og hvis konflikten i Iran ikke trækker alt for længe ud, så vil den samlede effekt på både inflationen og økonomien forhåbentligt være overskuelig.
Men ser vi ind i en mere langvarig konflikt, hvor energipriserne fastholder de aktuelle niveauer eller stiger yderligere, så vil dansk økonomi også blive ramt negativt på linje med resten af verden – og det vil formentligt også sende forbrugertilliden yderligere sydpå.