19. februar 2026
Af cheføkonom Jes Asmussen
Det er koldt udenfor i disse dage, og det samme gør sig også gældende for danskernes humør. Efter at have bevæget sig lidt væk fra det absolutte frysepunkt hen over årsskiftet, stod forbrugertilliden tæt på bomstille på et fortsat svagt niveau i februar.
Den marginale stigning i forbrugertillidsindekset til -13,1 fra -13,4 måneden før tegner således et billede af en fortsat betydelig pessimisme blandt forbrugerne, hvor det umiddelbart er svært at spore nogen synderlig effekt af trifektaen i form af fødevarecheck, lavere elafgifter samt skattelettelserne fra årsskiftet.
Man kan ikke lade være med at spekulere lidt over om det nye skud for boven for den folkekære Novo-aktie kan have været medvirkende til at holde tilliden nede – måske understreget af et pænt fald i vurderingen af danskernes egen aktuelle privatøkonomi i februar.
Træder man et skridt tilbage kan det i hvert fald være lidt svært helt at forenelige danskernes fortsatte sortsyn med de mange tegn på, at det rent privatøkonomisk ikke ser ud til at gå helt skidt ude i de danske hjem. Der er således rekordmange i job, inflationen har taget et styrtdyk, opsparingen i husholdningerne er massiv, boligmarkedet har det godt og der er tale om et pænt rygstød til danskernes økonomi fra skatte- og afgiftslettelser samt fortsat pæne lønstigninger.
Til trods herfor, har forbrugertilliden nu holdt sig i negativt territorium i 52 måneder i stræk. Det er nok klart, at den usikre geopolitiske situation har været medvirkende til at skabe bekymringer (Ukraine-krigen har blandt andet netop også i disse dage hærget i 4 år).
Ikke desto mindre skiller den lange periode med negativ forbrugertillid sig ud i forhold til, hvad vi har set under andre kriser i nyere tid – og også i forhold til for eksempel stemningen i erhvervslivet, der måske ikke ligefrem imponerer, men som i hvert fald langt fra peger på en tilsvarende pessimisme, jf. figur.
Som det også fremgår af figuren, har det ellers set over de seneste 30 års tid været sådan, at stemningen i erhvervslivet har reageret langt kraftigere og mere negativt end stemningen i husholdningerne i forbindelse med økonomiske kriser. Det gjorde sig gældende i kølvandet på dot.com boblens sammenbrud, under finanskrisen samt under den europæiske gældskrise og senest i forbindelse med coronakrisen – men det billede er altså fuldstændigt vendt på hovedet de seneste år i forbindelse med inflationskrisen.
I min optik understreger det inflationskrisers mere langvarige dynamikker, og hvor svært det er at bryde ud af de negative effekter fra en periode med markante prisstigninger i samfundet. Når først priserne er steget meget, som har ramt os hårdt på pengepungen, har vi således svært ved at slippe frygten for, at vi kan se det ske igen.
At vi som forbrugere i dag er lige så bekymrede som da finanskrisen var på sit højeste, hvor vi så store dyk i boligpriserne og en markant stigning i ledigheden, skal således i min optik også tilskrives, at inflationskriser sætter dybe og langvarige spor, som det tager lang tid at slippe af med igen – også selv om der rent faktisk er kommet styr på inflationen herhjemme. Og her hjælper det nok heller ikke, at fødevarepriserne trods en mere afdæmpet udvikling på det seneste, stadig befinder sig på et meget højt niveau
Konklusionen er, at der bestemt må siges at være et potentiale for at privatforbruget kan tage til i styrke, men det vil formentligt kræve, at danskernes bekymringer aftager i et noget større omfang end hvad vi har set hidtil, hvis vi skal gøre os håb om, at det potentiale for alvor skal indfris i år.
