10. november 2026
af Jes Asmussen
Stigende energipriser er fortsat den primære årsag til den højere inflation i oktober, men faldende kerneinflation og lavere fødevarepriser afbøder slaget for de danske husholdninger.Årsstigningstakten i forbrugerpriserne lå på samme niveau i oktober som måneden før, og er dermed fortsat på et yderst moderat niveau i lyset af hvad der er sket i verden omkring os.
Med en uændret inflation på 2,2 % i oktober er der ganske vist tale om en markant stigning i inflationen i år, hvor den i begyndelsen af 2026 lå helt nede på 0,7 %, men indtrykket er således fortsat, at inflationen ikke er steget til et niveau, der for alvor truer købekraften i husholdningerne, som følge af at lønningerne stadig stiger mere end priserne.
Den højere inflation kan i vid udstrækning fortsat tilskrives de stigende energipriser, og det er et positivt element, at vi ikke ser at prisstigningerne er begyndt at sprede sig til andre dele af samfundet, som vi for eksempel så det i 2022. Den såkaldte kerneinflation, der renser for priserne for energi og uforarbejdede fødevarer, faldt rent faktisk yderligere fra 1,9 % til bare 1,7 % i oktober.
Vi lægger især også mærke til, at fødevarepriserne på ingen måde er lige så hårdt ramt i denne omgang. Faktisk faldt fødevarepriserne igen i oktober, og de er nu 2,3 % lavere end samme tidspunkt sidste år. Netop udviklingen i fødevarepriserne er en vigtig faktor for vores opfattelse af inflationen, da det er prisen på turen i supermarkedet, som vi oftest mærker i hverdagen.
Den fremadrettede udvikling i inflationen er naturligvis fortsat afhængig af, hvad der sker med hensyn til situationen i Mellemøsten, men her har vi set positive signaler i kølvandet på midtvejsvalget i USA, som har sendt energipriserne markant ned på det seneste – om end de dog fortsat er væsentligt højere end ved årets begyndelse.
Der er selvfølgelig fortsat en betydelig grad af usikkerhed forbundet med hvad Trump kommer til at gøre i Iran. De seneste meldinger peger dog på, at vi måske godt kan have en vis grad af optimisme med hensyn til, at der kommer en løsning som kan føre til yderligere fald i energipriserne i den kommende tid, som forhåbentligt kan betyde, at vi kan være tæt på en top for inflationen i denne omgang.
Under alle omstændigheder bekræfter dagens inflationstal, at der ikke er tegn på, at vi er på vej ind i en inflationskrise a la den, vi så i 2022, og det krydser vi naturligvis fingre for, vil blive ved med at være tilfældet.