26. september 2025
Af cheføkonom Jes Asmussen

Der var fornuftig fart på danskernes indkøb i årets sidste sommermåned, hvor detailsalget bød på en glædelig og måske også lidt overraskende stigning. Den overraskende del består i, at det ikke ser ud til, at det markante sortsyn, der kan aflæses i forbrugertilliden, for alvor smitter af på, hvor mange penge vi lægger i butikkerne, jf. figur.

Selv om vi fortsat sparer mange penge op ud af vores indtægter, så vidner den positive udvikling vi har set i detailsalget indtil videre i år om, at den bedring vi ser i reallønningerne nu også omsættes til øget forbrug. I takt med at inflationen er aftaget, samtidigt med at vi har set relativt solid fremgang i lønningerne, er husholdningernes købekraft da også blevet genoprettet.
Husholdningerne som helhed har desuden opbygget en betydelig formue og fremstår overordnet set yderst velpolstrede i et historisk perspektiv. Kombinationen af store formuer og en lav forbrugskvote medfører et betydeligt potentiale for, at husholdningerne kan øge forbruget yderligere – specielt hvis tilliden blandt forbrugerne begynder at blive bedret – hvilket der dog for indeværende desværre ikke er de helt store tegn på.
Men overordnet set vurderer vi, at betingelserne for en bedring i forbruget er til stede. Fortsat høje og stigende fødevarepriser er dog medvirkende til at øge forbrugernes opfattelse af prisstigningstakten i samfundet, men formentligt vil lavere afgifter til næste år på især elektricitet kunne tage lidt af brodden af dette. Netop de lavere el-afgifter i kombination med de annoncerede skattelempelser til næste år vil også medvirke til yderligere at understøtte husholdningernes disponible indkomster. Herudover understøttes det overordnede solide fundmanet for husholdningerne også af et boligmarked, der fortsat er præget af fremgang.
Stigningen i detailsalget i mængder på 0,3% i august i forhold til måneden før var især drevet af en stigning i salget af tøj, mens også forbruget af fødevarer steg. Salget af andre forbrugsvarer faldt dog en smule, men samlet set ligger detailsalget i august 2,5% højere end på samme tidspunkt sidste år, hvilket alt andet lige må siges at være et godkendt resultat.
For yderligere information kontakt cheføkonom Jes Asmussen på tlf. 21 69 25 96 eller mail [email protected]. Følg også Jes på LinkedIn for at få hans kommentarer helt dugfriskt.