13. august 2026
Efter forrige måneds bløde inflationsrapport fra USA, var der i denne omgang ikke nogen overraskelser i forhold til forventningerne, med små fald i både den overordnede inflation samt i kerneinflationen i juli.

Udviklingen i de amerikanske forbrugerpriser er vigtig at følge, fordi de er med til at sætte retningspilen for beslutningerne i den amerikanske centralbank (FED), hvormed de også er med til at bestemme retningspilen for renterne på verdens største og mest toneangivende obligationsmarked, som også påvirker renteniveauerne herhjemme.
Derudover har renteudviklingen også indflydelse på for eksempel valutamarkederne og aktiemarkederne – ikke mindst teknologiaktierne - og det er blandt andet derfor de amerikanske inflationstal følges så tæt.
Dagens inflationstal kaster efter min vurdering ikke det helt store nye lys ind over spekulationerne om FED vil sætte renten op eller ej i den kommende tid. Selv om inflationen altså havde pilen lidt nedad igen, så er det svært at argumentere imod, at den fortsat er for høj i forhold til FEDs målsætning om en inflation på 2%.
På spidsen kan man dog måske nok argumentere for, at den seneste tids noget lavere inflation i kombination med de svage beskæftigelsestal fra forleden tager lidt af presset af FED og kan give den nye FED-chef Kevin Warsh argumenter for at holde renten i ro – men spørgsmålet om, hvorvidt der kommer renteforhøjelser eller ej, er efter min vurdering stadig åbent.
Vi ser da heller ikke umiddelbart de helt store reaktioner på de lange obligationsrenter, som pt. ligger mere eller mindre uændrede i forhold til før inflationstallene, men de amerikanske aktiefutures er dog steget en smule, og USD er svækket.
Det ser da også ud til, at der er blevet pillet lidt yderligere af forventningerne til renteforhøjelser ud af markedet, hvor der nu er priset ca. 40% sandsynlighed for en sådan i september ind, mod 48% før tallet kom ud.
Nu ser vi frem mod FED-chef Kevin Warsh’s tale ved det årlige centralbanks-symposium i Jackson Hole senere på måneden, hvor vi skal se om vi kan blive klogere på hvordan han ser på situationen – også selv om vi nok ikke skal forvente nogen egentlige retningspile for pengepolitikken.
Overordnet set er det data der tæller, og næste vigtige retningspil på det punkt får vi den 26. august i form af FED’s foretrukne inflationsmål – deflatoren for det private forbrug – so stay tuned.