9. april 2026
Af cheføkonom Jes Asmussen

Mens vi holder vejret i spænding på nyt om våbenhvilen mellem USA og Iran er al fokus rettet mod skibstrafikken i Hormuz-strædet for tegn på, hvornår olien igen begynder at flyde. For at vi for alvor skal kunne ånde lettet op, er det således afgørende, at vi begynder at se flere skibe forlade Hormuz-strædet.
Derfor er den nedenstående graf, der viser Bloombergs opgørelse af skibstrafikken ud ad Hormuz-strædet, vel nok også en af de vigtigste grafer at følge i øjeblikket. Snak om fred er naturligvis godt, men vi kommer ikke uden om, at der skal fakta på bordet om, at Hormuz-strædet begynder at åbne op, som en første nødvendig betingelse for, at vi skal kunne drage et mere troværdigt lettelsens suk.

Efter en bedring i trafikken ud af Hormuz-strædet op til våbenhvilen peger Bloombergs data indtil videre ikke på, at der er kommet mere gang i sejladsen endnu, med kun i gennemsnit omkring 3 skibe per dag, der er sejlet ud over den seneste uge. Sidste gang en olietanker forlod strædet var d. 5/4. Desuden glimter fraværet af containerskibe med flydende naturgas i statistikken - den seneste LNG-tanker, der sejlede ud ad Hormuz-strædet var d. 28/2.
For at sammenligne med situationen før krigen brød ud, er der her en figur med data, der går lidt længere tilbage i tiden - før krigen var der i gennemsnit ca. 60 skibe om dagen, der sejlede ud ad strædet.

Jo længere tid der går, før end at tankskibene begynder at sejle igen, jo større er risikoen for, at vi kan begynde at se egentlig fysisk mangel på olie, som vil være med til at holde priserne oppe i længere tid. Jeg har læst et sted, at et tankskib sejler lige så hurtigt som en knallert kører. Det tager således omkring 20-25 dage for olien at nå frem til Middelhavet (og længere til Nordeuropa), hvis den hurtige vej gennem Suez-kanalen tages, mens det kan tage op til 50 dage for olien at nå frem, hvis ruten er rundt om Kap det Gode Håb.
(Data i figuren er fra Bloomberg - jeg skal ikke gøre mig klog på, om der kan være eventuelle 'skyggeflådeskibe', der ikke optræder i statistikken. Bemærk også, at der ikke er tale om det samlede antal fartøjer igennem Hormuz-strædet, men kun de skibe, der har kurs væk fra Mellemøsten).