24. oktober 2025
Af cheføkonom Jes Asmussen
Den noget forsinkede opgørelse af de amerikanske forbrugerpriser viste et mere afdæmpet prispres i september end frygtet. Inflationen steg således kun til 3,0% fra 2,9% måneden før, mens den såkaldte kerneinflation (der ser bort fra priserne på fødevarer og energi) faktisk aftog fra 3,1% til 3,0% - det første fald siden Trump indledte sin toldkampagne i april.
Selv om inflationen nu i mere end 4 år har ligget for højt i forhold til den amerikanske centralbanks (Fed) målsætning, så vil markederne utvivlsomt se den lavere end ventede inflation som givende fuldt grønt lys til, at Fed kan sænke renten yderligere – og vi ser da også en prompte reaktion i form af faldende renter, stigende aktiefutures og en svagere USD.
Det kan måske virke lidt paradoksalt, at vi i en situation, hvor inflationen stædigt holder sig over centralbankens målsætning på 2%, hvor arbejdsløsheden endnu ikke har bevæget sig over den såkaldte ’naturlige ledighed’ (som er det estimerede niveau for ledigheden som hverken skaber et op- eller nedadgående pres på lønningerne) samt hvor aktiemarkedet bliver ved med at slå nye rekorder, kan se så udbredte forventninger til, at Fed vil fortsætte med at lempe pengepolitikken betydeligt.
Vi deler dog markedernes forventning om, at Fed (der om ikke flyver helt blindt, men så i hvert fald er iført et par solide skyklapper som følge af regeringsnedlukningen) ikke vil ryste på hånden, når det kommer til at sætte renten ned igen på rentemødet i næste uge. Det er klart, at den for høje inflation er en udfordring, men Fed har imidlertid gjort det endnu mere klart, at det er bekymringen om svagheder på arbejdsmarkedet, der styrer dens hånd for indeværende.
Der vil nok fortsat være et par stykker i den amerikanske centralbank, der ikke vil være helt enige i at inflationen ikke er et problem, men personligt er jeg nok også begyndt at hælde mere til, at vi kan stå over for noget mere grimt, når det kommer til udviklingen i ledigheden.
Som udgangspunkt reagerer arbejdsmarkedet med en vis forsinkelse i forhold til den økonomiske udvikling, og den forsinkelse kan muligvis være blevet forlænget som følge af den massive efterspørgsel, der opstod i kølvandet på coronakrisen. Det forsøger jeg at illustrere i figuren (der er venligt inspireret af BCA), der viser sammenhængen mellem antallet af ledige stillinger i forhold til antallet af ledige holdt over for udviklingen i ledighedsraten.
Her ser man tydeligt den overnormalt kraftige efterspørgsel efter arbejdskraft, der opstod efter corona, hvor vi nåede op på, at der var tæt på 2 ledige stillinger pr. ledig. Det er først nu, at den ophobning af jobefterspørgsel er begyndt at blive clearet – og som det også fremgår af figuren, så er ledigheden i hvert fald historisk for alvor begyndt at accelerere, når antallet af ledige stillinger pr. ledig falder til omkring 0,85.
Kombineret med de formodentligt negative effekter af den fortsat igangværende regeringsnedlukning, ser vi i hver fald en stigende risiko for at vi vil se en mere markant stigning i ledigheden i den kommende tid, som også indikeret af forbrugernes meldinger om, hvor let eller svært det er at få et job, jf. figur.
Dermed kan markederne meget vel få ret i deres antagelser om fortsatte rentenedsættelse langt ind i 2026, men jeg er ikke
helt overbevist om, at investorerne vil bryde sig synderligt om årsagen til hvis det sker.
For yderligere information kontakt cheføkonom Jes Asmussen på tlf. 21 69 25 96 eller mail [email protected]. Følg også Jes på LinkedIn for at få hans kommentarer helt dugfriskt.
