4. marts 2026
Af cheføkonom Jes Asmussen
I weekenden blev verden igen kastet ind i en ny fase af den langvarige konflikt mellem USA og Iran, efter at USA og Israel foretog koordinerede militære angreb på iranske militære, missil- og atomrelaterede mål (Operation Epic Fury). Flere iranske ledere er desuden meldt dræbt, herunder landets øverste religiøse leder, Ali Khameini. Iran har svaret igen med drone- og missilangreb rettet mod både Israel og amerikanske baser i regionen, som betyder, at der også er risiko for en mere betydelig regional konflikt.
Den umiddelbare konsekvens af konflikten er tydelig i udviklingen i olieprisen. Allerede før weekendens angreb på Iran var der priset en vis risikopræmie ind i olieprisen som følge af den anspændte situation, men prisen på en tønde Brent-olie er sprunget mærkbart yderligere i vejret til i omegnen af USD 80 pr. tønde fra en pris på USD 72 før weekendens angreb. Prisen på europæisk naturgas er desuden også steget markant.
Reaktionen opstår som følge af bekymringer om situationen i Hormuz-strædet, i lyset af dets betydning for den globale energiforsyning. 25 % af al global søbåren olie og omkring 20 % af verdens handel med flydende naturgas (LNG) passerer gennem Hormuz-strædet hver eneste dag – en passage der aktuelt er tæt på at være gået i stå. For at imødegå forstyrrelserne har OPEC+ annonceret en produktionsforøgelse fra april, men hvis ikke olien kan transporteres, vil det formentligt ikke have den store effekt.
Angrebet på Iran har også sat aftryk på investorernes risikovillighed, med fald på de globale aktiemarkeder fra åbningen her mandag morgen. Transport- og energisektoren ser dog ud til at gå imod strømmen. Investorerne søgte umiddelbart også i retning af mere ’sikre havne’, med en stærkere amerikansk dollar samt schweizerfranc til følge, mens reaktionen i obligationsrenterne dog er mindre entydig. Efter pæne fald i forrige uge ser obligationsmarkedernes status som sikker havn således ud til at være udfordret af øgede bekymringer om højere inflation som følge af de stigende energipriser.
Overordnet set må reaktionen på de finansielle markeder dog siges at være relativt begrænset indtil videre, og følger i udgangspunktet det billede vi har set udspille sig de seneste år, nemlig at geopolitiske begivenheder kun har begrænsede langvarige konsekvenser for både den økonomiske og finansielle udvikling. Det så vi bl.a. også i forbindelse med USA’s og Israels angreb på Irans atomfaciliter sidste år, hvor den medfølgende volatilitet hurtigt lagde sig igen på både energi-, aktie- og rentemarkederne – men spørgsmålet er naturligvis, om denne gang er anderledes.
Med dyb respekt for de tragiske hændelser og medfølgende tab af menneskeliv, som enhver form for krig uundgåelig medfører, vil vi således her forsøge at skabe et overblik over de mulige markedsmæssige konsekvenser af denne aktuelle konflikt i Mellemøsten. Det skal understreges, at den fremadrettede udvikling i konflikten, herunder både hvad USA/Israels langsigtede mål med angrebet er, samt hvordan Iran reagerer, og hvilke kapabiliteter de har, er behæftet med meget stor usikkerhed. De forskellige scenarier, vi her opstiller, tager heller ikke umiddelbart højdepunkt for det politiske spil i kulisserne, men er primært fokuseret på varigheden af konflikten og omfanget af forstyrrelser til den globale energiforsyning. Den fremadrettede effekt på energimarkederne vil således afhænge af varigheden af konflikten, hvorvidt Iran effektivt lukker ned for Hormuz-strædet samt i hvilket omfang konflikten forårsager skader på den regionale energiinfrastruktur.
I dette mest gunstige scenarie undgår parterne yderligere militær eskalation. Efter kortvarige forstyrrelser forbliver Hormuz-strædet overvejende åbent, og skibstrafikken normaliseres hurtigt. Olie- og gaspriserne forventes at falde tilbage mod niveauet før konflikten, men vil formentlig stadig inkludere en vis risikopræmie. Inflationen får et mindre og kortvarigt opadgående tryk, men uden at ændre det globale vækstbillede signifikant. Både den europæiske og amerikanske centralbank kan fortsætte den aktuelle forsigtige linje, hvor energichokket vil være for lille til at skabe en ny inflationsbølge, og investorernes fokus kan vende tilbage til de temaer, der var gældende før angrebet.
Mens scenarie 1 naturligvis vil være det mest positive for både den økonomiske udvikling samt for risikoappetitten på de finansielle markeder, så er det umiddelbart lidt svært at se det udfolde sig. USA har notorisk haft det svært med at skabe regimeskifter i forbindelse med militær intervention, og det virker også meget usandsynligt, at USA/Israel er villige til at indsætte tropper på landjorden for at fremskynde en sådan proces.
I takt med, at Iran får sammensat en ny religiøs-politisk ledelse, er risikoen for, at konflikten fortsætter, relativt stor efter vores vurdering, også fordi Iran i modsætning til sidste sommers angreb har demonstreret både vilje og evne til et militært modsvar. Vi ser således muligheden for mere ekstreme handlinger fra Irans side som værende betydeligt større end vi har set tidligere, som følge af den overhængende trussel mod regimet, men det virker dog også usandsynligt, at Iran har kapabiliteten til at bremse energiforsyningen gennem Hormuz-strædet i længere tid.
I dette scenarie antages det således, at konflikten fortsætter i et stykke tid endnu, indtil enten USA trækker sig tilbage (Trump har selv nævnt, at han ser de militære angreb kan fortsætte i op til fire uger endnu, indtil de ’strategiske mål med operationen er opnået) eller at den nye iranske ledelse ser sig nødsaget til at vende tilbage til forhandlingsbordet.
Dermed fortsætter konflikten i de kommende uger med gengældelser og militær aktivitet, men det antages, at det ikke lykkes iranerne og landets allierede at lukke Hormuz-strædet fuldstændigt, om end der dog vil være løbende forstyrrelser i tankskibstrafikken, så længe konflikten varer. I et sådant scenarie må vi formode, at olie-og gaspriserne kan stige yderligere fra dagens niveauer, men at stigningerne trods alt vil være nogenlunde begrænsede, og at de vil falde igen, når konflikten nedtrappes. Det skal dog ikke udelukkes, at olieprisen i et sådant scenarie kortvarigt kan stige op mod USD 100 pr. tønde, og at gaspriserne også vil stige yderligere, hvilket vil gå ud over mere risikofyldte aktiver, som følge af bekymringer over de globale vækstudsigter. Hvis investorerne forventer, at konflikten ikke trækker voldsomt ud, vil reaktionerne på både obligations-, aktie- og valutamarkederne dog formentligt være nogenlunde begrænsede, men der skal nok forventes en betydeligt øget volatilitet, så længe konflikten varer. På den økonomiske front vil vi se en (kortvarig) stigning i inflationen trukket af de højere energipriser, og centralbankerne vil igen stå over for et stagflationært dilemma med stigende inflation på den ene side og svagere vækst på den anden side. Det mest sandsynlige udfald vil være, at centralbankerne formentligt holder renterne højere i lidt længere tid eller i hvert fald indtil inflations-uroen har lagt sig igen. De lange obligationsrenter vil fortsat være fanget mellem risikoen for højere inflation kontra risikoen for lavere vækst.
Det mest alvorlige scenarie omfatter en fuld og vedvarende blokade af Hormuz-strædet samtidigt med, at konflikten spreder sig i Mellemøsten med betydelig destruktion af energiinfrastruktur i regionen. Vi ser heldigvis dette scenarie som det mindst sandsynlige, men det vil til gengæld også have de største effekter på den globale økonomi og på risikovilligheden på de finansielle markeder.
Både olie- og gaspriserne må i en sådan situation antages at stige markant – en oliepris langt over USD 100 pr. tønde samt en fordobling af den europæiske gaspris nævnes af flere som sandsynligt – hvilket vil kaste verden ud i en global energikrise, med en medfølgende global recession til følge, fulgt op af betydelige fald på aktiemarkederne. Omfanget af det stagflationære stød vil være enormt med kraftigt stigende inflation samtidigt med, at den globale efterspørgsel aftager mærkbart. I første omgang vil centralbankerne formentligt reagere på den højere inflation, men i sidste ende viser historien, at energiprischok på længere sigt har en disinflationær effekt som følge af det store efterspørgselstab, som følger med. Mens de korte renter således muligvis vil forblive lidt højere end ellers på den korte bane, så må det formodes, at renter med længere løbetid falder, når recessionen indtræffer, og risikovilligheden kollapser.
Overordnet set vurderes det på regionalt plan, at Europa og Asien rammes hårdest af et sådant energimæssigt chok, som følge af den høje eksponering over for importeret energi.
