25. juli 2025
Den 1. august 2025 er vi så privilegerede at kunne fejre hele fem jubilarer i SJF Bank. De har hver især været hos os i henholdsvis 25 og 40 år, og tilsammen har de bidraget til at gøre livet rigere for både kolleger og kunder i imponerende 170 år!

Stort tillykke til de fem jubilarer:
Vi er dybt taknemmelige for at have så dedikerede og nysgerrige medarbejdere, der hver dag bidrager til at gøre vores kunders og kollegers liv lettere.
Stort tillykke med jubilæerne til jer!
Vi har talt med to af jubilarerne, erhvervspartner Marie Krogh Jensen og kunderådgiver Dorthe Nielsen, om deres tid i banken, og hvad der har holdt dem motiverede gennem årene. Deres fortællinger vidner om en rejse præget af udvikling og forandring, nysgerrighed, muligheden for at arbejde med det, man brænder for – og ikke mindst et stærkt og givende fællesskab.
Marie startede som privatrådgiver i Håndværkerbankens afdeling i Næstved i år 2000. Hun kom fra en større afdeling i Nordea og mærkede tydeligt forskellen på at arbejde i en storbank og i en lokalbank. I dag er hun erhvervspartner i Erhvervscenter Sjælland Syd i Næstved.
”For mig har nysgerrigheden været en vigtig drivkraft. Jeg har været i forskellige afdelinger og haft forskellige jobfunktioner, så jeg har hele tiden vekslet mellem at være den nye og den erfarne. Jeg føler, at jeg har haft indflydelse på min hverdag og har nogle gode og sjove kolleger. Motivationen er at bidrage til, at mine kunder har en god økonomi, og at være en del af en arbejdsplads, der er til for kunderne, og hvor vi har en god kultur,” fortæller Marie.
Hun fremhæver samtidig vigtigheden af at være omstillingsparat, når man har været i bankbranchen i så mange år:

”Jeg har oplevet, at renten er faldet og steget. Huspriser er gået ned og op. Der har været finanskrise, IT-boble og opgangstider. Der har været bankrøvere, og nu sidder røverne bag en skærm. Der har været fredstider og krig. Nu kommer AI og vil helt sikkert blive en stor forandring. Hele præmissen for at drive bank er forandret på mine 25 år, og forandringerne kommer hurtigt. Det er et vilkår hele tiden at være i stand til at tilpasse sig og tage ejerskab af forandringerne, så du troværdigt kan få dem til at virke i samarbejdet med kunderne,” siger hun.
For Marie er fællesskabet også en vigtig del af motivationen – både med kolleger og med kunder:
”Jeg er privilegeret ved at have gode relationer til mine kunder, hvor jeg bliver vist tillid og indviet i planer og tanker. Også om andet end banksager. Mine kolleger må opleve det samme, for vi er en afdeling, hvor nye er kommet til, men ingen er rejst de senere år. Vores kontrakt med hinanden er, at vi lykkes i fællesskab og har hinandens ryg,” afslutter hun.
Dorthe begyndte som kontorassistent i Holbæk i 1985, hvor hun startede i kassen. Siden har hun taget både Sparekasseskole og Finansskole og har arbejdet som kunderådgiver – i dag i Personalebanken i Holbæk.
”Banken har altid været en skøn arbejdsplads, hvor jeg gennem årene har fået lov at lave, hvad jeg har allermest lyst til. Det, sammenholdt med mange fantastiske kolleger og en ledelse, hvor døren altid står åben, er grunden til, at jeg aldrig har været fristet til at prøve noget andet,” fortæller Dorthe.
Hun har også set banken udvikle sig markant:
”Bankens størrelse er mangedoblet gennem de år, jeg har været her. Mange ting har ændret sig, men alt sker i en glidende overgang, hvor man vænner sig til, at tingene ændrer sig hurtigt – og så er det ’den vej’, vi skal. For mig har det vigtigste været, at jeg altid har kunnet identificere mig med de værdier, der ligger til grund for vores arbejde og arbejdsplads. Jeg har altid været stolt af at fortælle, hvor jeg er ansat,” siger Dorthe.

Det stærke kollegiale fællesskab har betydet meget for hende:
”I de første år var vi en flok unge, som brugte rigtig meget tid sammen – også uden for arbejdstiden. Vi havde en skøn tid, og mange af de relationer og venskaber er stadig intakte i dag. Det er præcis den slags netværk, banken i dag forsøger at facilitere med Ungenetværket. Det er så værdifuldt – både for banken og for den enkelte medarbejder,” fortæller Dorthe.
Hun har også oplevet, hvordan banken har bakket op, når livet har været svært:
”Jeg har et par gange i mit arbejdsliv haft nogle længere fraværsperioder på grund af sygdom, og her har banken hver gang vist sig som den arbejdsgiver, alle ønsker sig. Jeg fik lov til at bruge den nødvendige tid, uden at jeg følte mig presset til at forcere tingene. Det er lidt som med et forsikringsselskab – det er først, når ’livet rammer’, at du ved, om du er landet det bedste sted – og det er jeg,” afslutter Dorthe.