7. oktober 2025
Hvis Danmarks betalingsstruktur skulle gå ned i længere tid, er det vigtigt at have flere betalingsmuligheder til rådighed.

Selvom betalingsinfrastrukturen i Danmark generelt er både sikker og effektiv, kan der opstå situationer, hvor én eller flere betalingsløsninger ikke fungerer som normalt – f.eks. ved strømafbrydelse eller systemnedbrud.
Derfor bør du sikre, at du har adgang til flere, forskellige betalingsløsninger, som kan bruges, indtil systemerne er oppe igen.
Nationalbanken anbefaler, at du sørger for at have disse 3 betalingsløsninger:
Nationalbanken anbefaler, at du har et mindre kontantbeløb i både mønter og sedler hjemme. På den måde kan du betale for nødvendige varer, selvom kortbetalingen ikke virker.
Som tommelfingerregel foreslås ca. 250 kr. pr. person i husstanden, hvilket typisk dækker basale behov i tre dage. Overvej dog selv, om du har brug for mere, afhængigt af hvor mange fornødenheder I allerede har hjemme.
Nationalbanken anbefaler, at hver husstand har mindst 2 betalingskort fra forskellige mærker, f.eks. Dankort, Mastercard eller Visa. Hvis det ene kort ikke virker, kan du måske betale med det andet. Kortene kan godt være til konti i samme bank.
Husk at tjekke, om dine kort kan bruges offline (det kan dine Dankort hos os), og sørg for at kunne huske dine pinkoder.
Nationalbanken anbefaler, at du har en mobilbetalingsløsning, som kan lave kontooverførsler, f.eks. MobilePay eller via din Mobilbank. Det giver dig mulighed for at betale, hvis kortsystemerne svigter, men der stadig er internetforbindelse.
Mobilbetalinger baseret på kontooverførsler bruges ikke så ofte i fysisk handel, men flere butikker har det som en del af deres betalingsberedskab.