11. september 2026
Lolland-Falsters lokale investeringsselskab VEXTUM får større økonomiske muskler. SJF Bank går ind som investor med 10 millioner kroner og bliver dermed en væsentlig del af det lokale investeringsfællesskab, der skal skabe vækst og udvikling i virksomheder på Lolland-Falster.

SJF Bank har investeret 10 millioner kroner i VEXTUM. Investeringen er den hidtil største enkeltinvestering i VEXTUM og styrker selskabets mulighed for at investere i lokale virksomheder og projekter med et kommercielt potentiale.
VEXTUMs bestyrelsesformand Bo Wilchen-Pedersen ser SJF Banks indtræden som et vigtigt skridt i udviklingen af det lokale investeringsselskab:
“Vi er meget glade for at få SJF Bank med som en del af VEXTUM. Det er en blåstempling af det arbejde, vi har sat i gang, og samtidig giver investeringen os væsentligt større muligheder for at gå ind i attraktive projekter og virksomheder på Lolland-Falster. Vi forventer desuden, at SJF Banks engagement kan være med til at tiltrække endnu flere lokale investorer”.
VEXTUM blev etableret med ambitionen om at samle lokale investorer i en slags “fond af familier”. Ideen er, at investorer med lokal forankring går sammen om investeringer, som både skal give et fornuftigt økonomisk afkast og være med til at skabe udvikling og vækst på Lolland-Falster. Selskabet fokuserer blandt andet på generationsskifter, ejendomsudvikling, virksomhedsvækst og tiltrækning af nye virksomheder.
VEXTUM udspringer oprindeligt af Business Lolland-Falster og blev etableret med et ønske om at samle lokale kapitalstærke kræfter omkring udviklingen af landsdelens erhvervsliv.
For SJF Bank er investeringen i VEXTUM en naturlig forlængelse af bankens engagement i erhvervslivet på Lolland-Falster:
“Vi vil bidrage målrettet til den lokale erhvervsudvikling på Lolland-Falster, og derfor er det oplagt for os at engagere os i VEXTUM. Lolland-Falster har et stort og attraktivt erhvervsliv med gode investeringsmuligheder. Vi tror på området og på de virksomheder og mennesker, der skaber udviklingen, og den udvikling vil vi gerne være med til at understøtte,” siger Michael Nielsen, underdirektør i SJF Bank.
Som en del af engagementet er Michael Nielsen samtidig indtrådt i VEXTUMs bestyrelse.
Business Lolland-Falster var initiativtager til etableringen af VEXTUM. For administrerende direktør Mikkel Wesselhoff er SJF Banks investering et vigtigt skridt mod den oprindelige ambition om at skabe et lokalt investeringsmiljø med tilstrækkelig kapital til at gøre en reel forskel.
“Med SJF Bank ombord er det for alvor lykkedes at skabe et investeringsværktøj, der især kan gøre en forskel for små og mellemstore virksomheder på Lolland-Falster. Mange virksomheder har gode muligheder for vækst, generationsskifte eller nye investeringer, men adgangen til risikovillig kapital kan være afgørende for, om planerne bliver realiseret,” siger Mikkel Wesselhoff.
VEXTUM har allerede vist, hvordan lokal kapital kan bringes i spil i konkrete projekter. De første større investeringer er foretaget i Hotel E4 ved Rødby og Harmonien Park Hotel i Nakskov.